Det ny teater fejrer Mariannes 40 års jubilæum
Lørdag d. 14. oktober fejrede Det ny teater Mariannes 40 års jubilæum for en fuld teatersal, som stående hyldede Marianne for hendes arbejde gennem de mange år.
Martin Lyngbo, tidligere teaterchef for teater Mungo Park holdt denne tale for Marianne:
Kære Marianne
Kasper Beknes (Det ny teaters chef) ringede til mig for en lille uge siden. Han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at sige et par ord til dig i anledning af dit 40-års jubilæum som skuespiller. Det blev jeg først og fremmest meget glad og beæret over. Og så fik jeg lidt mavekneb.
For hvordan omfavner man 40 års arbejde med teater og musik?
Til de, der måske ikke kender mig, vil jeg kort præsentere mig selv. Mit navn er Martin Lyngbo, og jeg er teaterinstruktør. Jeg har tidligere været teaterdirektør på Mungo Park, hvor jeg havde den store glæde at arbejde med Marianne i de seks år, hun var i ensemblet dér. Så den periode har jeg styr på.
Men der er 34 andre år. Jeg bliver næsten svimmel af at tænke på det. For du Marianne – du har spillet så meget. Nogle gange har du også sunget, men ikke altid. Nogle gange har du kun sunget og ikke spillet. Du har stået på stort set hver eneste scene i hele kongeriget. Du har også været i udlandet. Du har været så mange forskellige mennesker. Du har båret så mange forskellige roller og historier. Du har været centrum i aften efter aften, hvor et publikum er blevet samlet i et fysisk rum, som de har slæbt deres tunge fysiske kroppe hen til. Fordi de ville opleve dig. Eller måske først og fremmest: Fordi de ville opleve det, som du kan kanalisere.
For dig har det altid – altid – været forestillingen, der har været i centrum. Aldrig dig selv. Og derfor er du så stor.
En af dine to døtre Martha har sagt: ”For mor er historien, og hjertet i en fortælling det allervigtigste. De ting mor er mest stolt af, er netop de opsætninger og roller hvor den vigtige fortælling bliver fortalt på en poetisk og respektfuld måde.”
Det er enkle og rene ord, som jeg kan genkende. Sådan har jeg også altid kendt dig.
En anden, der har forsøgt at indfange dig med et par sætninger, det er Erik Mørk. En af dansk teaterhistories helt store skikkelser. Han skulle for efterhånden mange år siden overrække dig Poul Reumerts hæderslegat. Og i den sammenhæng sagde han: “Marianne Mortensen er en skuespiller, der i alt, hvad hun gør, vækker respekt og beundring og som aldrig er drevet af ambitionen om at være størst og komme først, men af ønsket om at være sand.”
Jeg ved, at det er ord, som du er stolt af. Det kan du sagtens tillade dig at være. For de ord var sande, dengang Erik Mørk sagde dem. De er stadig sande i dag. Det er næsten som om, at den store mester kastede en slags trolddom over dig i begyndelsen af din karriere. Og nu, flere årtier senere, kan vi se, at den trolddom stadig virker.
Du blev født på toppen af Danmark i Skagen i 1958. Du uddannet på Skuespillerskolen v/Århus Teater i 1980 til -83. Samme år debuterede du som Janet i ”The Rocky Horror Show” på Århus Teater. Året efter kom du til Aalborg Teater. Det var Daniel Bohr, som inviterede dig derop, og her var du i otte år. Det var vigtige år, hvor du spillede et hav af store roller. Fra Ibsens Dukkehjem til Cabaret. Fra Fuglefar om incest til Esther af Bent Fabricius Bjerre.
Senere kom du til København. Her spillede du Brechts Det gode menneske fra Sezuan i fjernsynet og på Gladsaxe Teater med musik af Sebastian. Du har gennem tiden udviklet mange nære samarbejder. Blandt andet med Sebastian, som jeg ved er meget glad for dig. I lavede blandt andet Cyrano. Men også med et hav af kolleger som skuespillere, instruktører og teaterchefer. Du har været her på denne scene flere gange.
Fra tid til anden har du taget tilbage til rødderne i Nordjylland. Her har du fejret store kunstneriske triumfer, som også blev bemærket nationalt:
– Prinsesserne på Vendsyssel Teater.
– Dinas bog på Jomfru Ane Teatret.
– Du har også instrueret på Jomfru Ane Teatret, hvor du havde succes med forestillingen Det blå hotel.
Man kan tage pigen ud af Nordjylland, men man kan ikke tage Nordjylland ud af pigen. Heller ikke når hun rejser hele verden rundt med Woyzeck. Betty Nansen Teatrets version af giganterne Robert Wilson og Tom Waits.
I 2014 kom du til Mungo Park, hvor du igen blev ensembleskuespiller, ligesom du var det i Aalborg. Her spillede du igen et hav af roller. Næsten kun nyskrevne stykker som Kvinde kend din krop, Uledsaget og Dette burde skrives i nutid. Du spillede i repertoire, hvilket betød, at du i perioder kunne spille 5-6 forskellige titler samt diverse labs og events. Jeg kan bevidne, at du i de år var en skuespiller, der fyrede på alle kedler.
Du arbejdede på Mungo Park med mod, vanvid, fandenivoldskhed (hvis det er et ord), respekt og kærlighed. Masser af kærlighed.
For jeg ved, at du har en dyb, dyb kærlighed til scenen. Til publikum. Til kollegerne. Til teatret og musikken. Til den rige tradition, som vi scenens folk er en del af. Til det intime og sårbare møde mellem mennesker, som teatret giver mulighed for. Alt det betyder uendeligt meget for dig. Og kærligheden er gengældt.
Men jeg ved også, at der er noget, der betyder endnu mere. Og det er godt. Det er sådan, det skal være.
Det betyder endnu mere for dig, at du har din mand Michael, og at han har det godt. Det betyder endnu mere, at du har dine børn Martha og Frederikke og dit barnebarn Frida. Du er et varmt og generøst menneske, og det har altid været let at blive inviteret indenfor i din sjæl og dine overvejelser. Men du er også et privat menneske, der værner om det rum, som I har som familie. Det har jeg stor respekt for.
I jeres familie har I gjort jeres fællesskab til noget helt unikt, som I ved bestemte lejligheder har delt med en masse andre mennesker. For I har lavet en forening. Og gennem ti år har I holdt aftener, hvor I har inviteret et stort publikum indenfor til mad, musik og foredrag. Det er også blevet til en kogebog, hvor dine tekster og din datter Frederikkes billeder er blevet foldet smukt ud.
Kære Marianne. Fyrre år er lang tid, og det er et imponerende værk, du står på. Det er et helt liv på scenen. Det er ikke meningen, at det skal slutte, ikke endnu! Slet ikke. Der ligger mange gode roller foran dig. Og personligt håber jeg, at jeg får mulighed for at arbejde med dig igen på et tidspunkt. Men alligevel kan du godt tillade dig at se tilbage med stolthed. Fyrre år er lang tid i en branche, som det ikke er let at skabe kontinuitet i.
Men det har du gjort. Du har kontinuerligt fastholdt og udbygget et vanvittigt højt niveau. En vanvittig høj etik. En disciplin. En poesi. En sandhed.
Jeg er stolt over at være din kollega og din ven. Det er vi mange, der kan være.
Jeg vil gerne bede jer om råbe hurra for Marianne og for de år, hun har givet dansk teater og musik. Vi råber tre korte – tre lange – og så suset fra Nordjylland.
Marianne længe leve!
