SAMTALER FRA HJERTET
– et foredrag om den meningsfyldte samtale
Har du nogensinde følt, at du sidder med en masse uudsagte tanker og følelser? Ønsket om at tale om det, der virkelig betyder noget, men aldrig rigtig fået gjort det? I vores travle hverdag bliver det ofte ved de overfladiske samtaler og forpligtelser, hvilket kan få os til at føle os isolerede og ensomme i vores indre liv.
Marianne Mortensen opfordrer med dette foredrag til, at vi tør tale med hinanden om nogle af de store eksistentielle temaer, som vi alle- ung som gammel- har en mening om og som vi alle ubevidst eller bevidst søger svar på, men sjældent taler med andre om.
Med udgangspunkt i bogen ‘Meningsfyldte middage-mad, kunst og samtaler fra hjertet’, som Marianne udgav i 2022, taler hun om hvordan vi kan skabe langt stærkere relationer, hvis vi tør den sårbare, ærlige dialog.
DET GODE- OG ONDE- MENNESKE
Foredraget laves også som et musikalsk foredrag, hvor fortællingerne bliver suppleret med sange. Med klaverakkompagnement.
1×70 minutter – gerne med efterfølgende snak.
Den enfoldige
– et foredrag om Kierkegaards og Grundtvigs indflydelse.
Sammen med en lang række andre fremtrædende personligheder blev Marianne Mortensen opfordret til at holde et foredrag om Kierkegaard og Grundtvig som nutidige kilder til inspiration i anledning af, at Kierkegaard Forskningscenteret flyttede ind i Vartov og dermed kom under samme tag som Grundtvig Akademiet. Foredragsrækken, som indledtes af Anders Fogh Rasmussen, blev kaldt, ”Alle mine kilder”.
Foredragene er udkommet i bogform fra forlaget Vartov, og her skriver Marianne Mortensen blandt andet:
”Jeg gør mig i dette foredrag ikke klog på de to herrer, for jeg er jo kun en ”halv-studeret røver”, men tager i stedet udgangspunkt i mig selv og håber, at det i sidste ende vil folde sig ud til noget større, alment væsentligt, som ikke handler om mig – mit ego – men om det fundamentale i tilværelsen, nemlig kærligheden, som aldrig forandres, aldrig forgår og ingen modsigelser rummer.”
”Dit bidrag til Alle mine kilder er noget af det bedste – simpelthen!”
Suzanne Brøgger